20. oktober 2012

Heksesuppe med døde fluer - aka græskarsuppe med kastanjer og crisp bacon

Efterårsferien lakker så småt mod enden (thank god!), og jeg havde lovet den lille en tur i Tivoli. Desværre havde resten af Danmarks befolkning ligeledes valgt at besøge Tivoli denne formiddag, så det blev til en hurtig tur. Vi nåede dog et par ture i bådene, leg i hølabyrinten og at se det fantastiske setup med græskar alle vegne. Inspireret af halloween og græskar, vendte vi snuden hjem og besluttede os for at vi skulle brygge en rigtig heksesuppe.



Da vi var ude at gå i forgårs, faldt vi tilfældigt over et spisekastanjetræ. Begejstringen var stor, og der blev samlet, og samlet. Kastanjer er en af mine absolutte favorit spiser når efteråret kommer, nok mest fordi jeg ikke spiser dem resten af året. De er søde og let nøddeagtige, med konsistens lidt som en bagt kartoffel, og så er det en fabelagtig snack direkte fra ovnen, med en klat smør... Uhm!

Inspireret af Fjordrejens risotto med græskar og kastanjer, lavede vi en suppe på hokkaido græskar og hjemmesamlede kastanjer:


 

Hokkaido græskarsuppe med kastanjer og crispy bacon

2 pers.

Ingredienser

Ca. 400 g hokkaido græskar i tern
20-25 stk kastanjer (eller ca. 100 g pillede kastanjer)
Ca. 6 dl grønsagsfond
God bacon i tern (her fra slagter Juul på Læsø)
En lille sjat fløde
Lidt citronsaft
Salt

Fremgangsmåde

Fordi kastanjerne alligevel skulle bages, besluttede jeg mig for at give græskarstykkerne en tur i ovnen samtidig. Det fremhæver sødmen, og giver den en dejlig rund smag.
Tænd ovnen på 200 grader C. Skær et kryds i kastanjerne, så dampen kan slippe ud når du bager dem (tro mig, du kan IKKE springe over dette trin ;-) Det kan godt være lidt besværligt. Stil dem i et ovnfast fad fyldt med salt (jeg havde ikke nok salt, så det blev hestebønner i mit tilfælde, haha!!) Skær dit græskar i tern, og put i ovnfast fad. Stil begge fade i ovnen og bag græskar til mørt (afhængig af størrelse på tern) og indtil kastanjer har åbnet sig og er møre (ca. 30-40 min).

Bagte kastanjer


Varm imens grøntsagsfond. Tilsæt de møre græskar stykker, og lad det koge igennem i 15-20 min.
Skær bacon i små tern og steg helt crispy.



Når kastanjerne er bagt færdig, pilles skallen af (også dette trin kan være lidt besværligt).

Pillede kastanjer


Blend græskar og fond sammen med kastanjer, og varm op under omrøring. Smag til med piskefløde, citron og salt.
Servér med en klat piskefløde og de sprøde baconstykker.







Rigtig god Halloween!



2 kommentarer:

KunstnerKram sagde ...

Hvordan ved man om det er spise kastanjer ?

foodMAD sagde ...

Hej KunstnerKram! Spisekastanjer har mange flere pigge på skallen end hestekastanjer. Og de stikker! Jeg vil prøve at tage et billede af dem snarest, og så opdaterer jeg indlægget med et billede, så du kan se det ;-)